Profil

Kjeld Slot

Kjeld Slot – Haver & landskaber er en have- og landskabstegnestue, hvor der udfærdiges plantegninger og skitseringer til anlæg, for både private haveejere og offentlige virksomheder, statslige og kommunale institutioner og instanser. Mange af projekterne realiseres i samarbejde med bygningsarkitekter, bygherrer, anlægsgartnere og entreprenører mm.

Som et særkende, er både de store og mindre anlæg prægede af den overordnede idé. De er anlagt på væksternes betingelser, ofte som naturlige beplantninger i et arkitektonisk, skarpt formsprog. Fordi de bliver skabt som komplementære grosteder til bygningerne og de mennesker, de er udtænkt til, fungerer de tilmed som brugbare miljøer og refugier i hverdagen. Også for et rigt dyreliv. – Udgangspunktet er altid “stedets ånd”, der tager afsæt i de eksisterende elementer eller den atmosfære, som allerede findes i topografien. Jordens beskaffenhed, historien, arkitekturen, eksisterende beplantninger, og andre specifikke særkender der karakteriserer stedet. `Respekt for fortiden, inspiration i nutiden og at skabe for fremtiden´, er de væsentligste nøgleord i processen mod den færdige have- og landskabsplan.
Mit arbejde i den proces, består i at forstærke “stedets ånd” ved hjælp af de udvalgte planter og hårde materialer (belægninger etc.) og hermed vække en stemning til live.
Samtidig er det mit ønske: at kunne sætte så blidt et mærke i landskabet som muligt, – til glæde for de mennesker, som skal bruge det.

 

Omtale/Referencer

Andre mener...

Hej Kjeld

Helt overordnet vil jeg sige, at jeg er vildt begejstret! Det var ganske enkelt en kæmpe aha-oplevelse at se planen, fordi jeg pludselig kunne se et potentiale, jeg ikke anede eksisterede, og fordi det udtryk, du foreslår simpelthen ligger så langt fra alt, jeg har set før. Kald mig bare amatør (det gør jeg selv), men de fleste af de danske haver, jeg har set har overordnet set været uinteressante. Jeg har faktisk set meget få, som virkeligt vækkede noget i mig – men jeg tror faktisk at den, du har tegnet her, kan komme i den kategori. Jeg tror, det stramme og maskuline udtryk i de grundlæggende dimensioner og linjerne vil få et fantastisk samspil med de bede, som jeg håber på at skabe, og jeg tror det vil skabe en god sammenhæng og kontinuitet på tværs af de mere romantiske blomster i baghaven og mere naturlige i forhaven.

Jeg begynder i øvrigt at kunne se det hele for mig når jeg går rundt herhjemme (både ude og inde) og forskrækker jævnligt min hustru med pludselige udbrud a la ”NEJ, hvor bliver det smukt!!”. I forlængelse af min tidligere ros vil jeg gerne supplere med en oprigtig begejstring over hvordan jeg kan se at tegningen ligesom ”løfter sig” fra papiret og bliver til tredimensionelle billeder af rum, der vækker følelser og giver oplevelser, der rækker langt ud over sammensætningen af væksterne i de enkelte bede. Jeg planlægger at få anlagt rammerne her i løbet af marts-april og har også taget dit forslag med at kaste mig ud i at opdyrke stauderne selv til mig. Nogle ting vil jeg nok købe for at få udtrykket på plads fra start, men jeg tror faktisk det kan blive rigtigt sjovt at dyrke mange af de markante stauder selv.

 

Mange hilsener

Peter Münster – januar 2017

 

Kære Kjeld

Tusind TAK for din beskrivelse og haveplan. Vi sad med åndenød begge to!  Det er SÅ ubeskriveligt SMUKT det du har lavet, VIRKELIG! – OG vi synes begge du har været ekstrem modig – tænker i forhold til at nedlægge den helt nye træterrasse. Men din begrundelse, giver fuldt ud mening, det er det jeg i 4 år har arbejdet på, at få ‘haven op på terrassen’ uden held! Søren er meget overvældet over de smukke linjer du har lagt igennem haven, som flugter fra den forreste del, igennem pergolaen og videre i det næste rum.

Jeg er vild med de små stedsegrønne takshække og de mange små gangstier. De opfylder mit store behov for at kunne vandre rundt i haven, og opleve den fra flere sider. Stien, som man kan gå ad, hele vejen ud mod vores stedsegrønne hæk mod vest, er vi også MEGET begejstrede for. 

Der er så mange fine detaljer… Du har virkelig gjort dig mange gode tanker ved dit tegnebræt – tusind tak for det.

Nu skal vi lige finde tid til, at nærstudere tegningen.

Mange hilsener

Trine og Søren – december 2016

 

Hej Kjeld,

Mange tak for forslaget som vi – endelig – har haft lidt tid til at kigge på.

Vi er meget meget begejstrede! Du er kommet frem til noget som er både uventet, overraskende, spændende og udfordrende. Og det er alt sammen meget positivt ment. Tegningerne er flotte og overskuelige med en brugervenlig – og stærkt læseværdig – signaturforklaring. Det er også utrolig anvendeligt for os med det udførlige forslag til plante- og trævalg, da vores eget kendskab her er meget begrænset. Det giver os en ro at vide at der er en rød tråd i forslagene, som derved vil kunne sikre en harmoni i vores valg.  

Vi er rigtig glade for idéen om de forskellige rum, og den overskuelige inddeling og struktur de bidrager med. At dedikere disse rum til forskellige funktioner/plantetyper er spot on, og noget vi allerede ser frem til. Træerne og deres placering er både interessant, logisk og helt nytænkt for os, og generelt er der en æstetisk og funktionel logik og sammenhæng i projektet som vi er meget glade for.

Kristine og Per – Lyon, Frankrig, september 2016

 

”Vi bor på et nedlagt landbrug med en stor landbohave, med frugthave, køkkenhave, gamle træer, omgivet af marker. Vi ville gerne en hel masse, vi havde nogle ideer, men manglede mod til at føre dem ud livet, samt hjælp til at holde fokus.  Kjeld har været helt fantastisk, han er meget engageret og meget professionel. Han har en fantastisk evne til at læse de mennesker han taler med, allerede efter det første kvarter havde han helt styr på hvilke type havemennesker vi er, det gav hurtig tryghed og en god dialog. Vi valgte bevidst Kjeld ud fra hans erfaringer omkring prydgræsser og vilde stauder, fordi vi vidste han er dygtig, og fordi han har et helt særligt øje for former og struktur, men han overraskede os meget positivt alligevel.  – Han så ikke bare på havens rum, eller på hele haven samlet, da han var her. Han så haven i den kontekst den er i, og hans ideer får nu haven til at spille sammen med både bygninger, og de eksisterende elementer i haven, og så har han trukket den omgivende natur ind i haven, på en helt særlig måde vi slet ikke havde overvejet. Han har lært os at være tro mod den natur, og de bygninger haven er omgivet af, når vi fortsat skal arbejde med haven, og det er vi meget taknemmelige for. ”

Leif og Jeannett

 

 

Kære Kjeld Slot

Tusind tak for sidst…

Det var et utroligt givtigt besøg, og det var utroligt inspirerende at møde dig og høre dine ideer. Det er sjældent, at man møder nogle, som er så dedikerede og har den sans for detaljer, som du har, hvor du ikke kun ser på haven; men også tænker huset ind i haven og får de 2 ting til at hænge sammen.

Du kunne se ting, som vi slet ikke havde tænkt på; men hvor vi bagefter tænkte “selvfølgelig er det, det vi gør”. Du fik os også bremset i nogle handlinger, som kunne have ødelagt helhedsbilledet af vores hus/have, så det var godt, at vi fik dig koblet på…Kan godt forstå, at Claus Dalby anbefalede dig, og som han sagde i den forbindelse “Kjeld er den eneste, jeg tør lægge min have i hænderne på”

Du gav os mange ting at tænke over, og nu vil vi så begynde at få lavet en tidsplan for de projekter/ideer,  som du kom med.

Med venlig hilsen

Mads Øbo Sørensen

 

Hej Kjeld

Mange tak for sidst, det har været en super lærerig oplevelse at høre dit syn på hvordan have og hus kan bringes sammen. Det har sat en masse tanker i gang hos os begge to og vi glæder os til at komme igang med dem. Jeg har fået en meget større forståelse for vores hus og hvordan vi kan bruge det sammen med haven, mange tak for det.

Mange tak for en helt vildt fantastisk oplevelse, meget dejligt at møde dig.

Venligst Claes og Lene, Skødstrup

 

Hej Kjeld

Tak for en super inspirerende eftermiddag i tirsdags. Vi er simpelthen vildt glade for dit besøg og at du vil lave en haveplan. Det er så fedt med nogle kreative, kompetente øjne på matriklen! Der er så mange ting vi slet ikke havde tænkt på. Faktisk har vi ikke talt om ret meget andet end have, mark, elementer, træer, planter og bygninger siden du tog af sted, og ja det er vildt skønt med sådan et gigantisk skub, der frigiver en masse energi hvori drømme kan forenes både nu og fremadrettet.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Kurt og Lone Bruun

 

”Haveindretning er også kunst. Når en dygtig landskabsarkitekt kan forestille sig rum, dybde og linjer i en have og forstår at virkeliggøre dem med planter og belægning, så de puster liv i den sammenhæng og struktur, arkitekten har set for sig, er det en stor oplevelse at være havens tilskuer. Sådanne evner har Kjeld Slot. Han trækker de væsentligste elementer og typiske planter frem så de får fokus og skaber sammenhæng i haven. Han formår at få det svære til at se selvfølgeligt ud og han forstår at skabe havekunst”

Direktør Charlotte Garby, Haveselskabet

 

 

Kjeld Slot: “Hvis jeg skal liste nogle væsentlige elementer op for hvad jeg kunne mene om god havearkitektur, så tager det udgangspunkt i at en have kan betragtes som et værk, ligesom et musikstykke eller et maleri:

–        når en have skiller sig ud fra mængden og er særegen med sine egne mærkværdighedskvaliteter.

–        når haven bliver et komplementært og frodigt fundament for huset, forpligter sig til omgivelserne og afspejler tiden og ejerne

–        når haven har nogle stærke rammer hvor det er muligt at lave om, forny og bevare helheden.

–        når haven respekterer jordbundsforholdene og korresponderer med omgivelserne

–        når haven har luftige pauser, hvor man `kan trække vejret´ i kontrast til det frodige og vitale.

–        når en have er karakterfuld og har identitet med æstetiske og kompositoriske principper i materialevalg, rum form og tid

–        når en haves formsprog er gennemtænkt fra starten og stadigvæk kan aflæses 30-50 år efter anlæggelsen

 

 

Se omtale

CV

Uddannelse
Afgang fra Det Jyske Kunstakademi 1983

Vigtigste udstillinger
Kunstnernes Påskeudstilling 1981, 82,84,85 og 87, Kunstnernes Efterårsudstilling 1982 og 85,
Kunstnernes Sommerudstilling1982, Holstebro Kunstmuseum 1982, Akademiets Jubilæumsud – stilling i Århus Kunstbygning 1984, Kunstindustrimuseet Kbh. 1984, Århus Kunstmuseum 1985, Det Danske Selskabs Vandreudstilling i Tyskland og Østrig 1985 og 86, Holstebro Kunstforening 1985, Gæst i Randers Kulturhus 1988, Mur og Rumkunst i Kunstnernes hus Århus 1988, Keramisk Skulptur Hollufgård 1990, Ulstrup Slot 1992, Aflejrede Indtryk ( separat ) Kunstnernes Hus Århus 1995, Brændt Jord ( separat ) Fur Museum 1996, Ringkjøbing Kunstforening (separat) 1997, Kunstbygningen Ebeltoft 1998, Galleri Sonne Århus 1998, Keramisk Kunst Keramikmuseet Grimmerhus Middelfart 1998. Nutidig Dansk Keramik, Grimmerhus Keramikmuseum Middelfart 1998, Separatudstilling marts 2000, Toldboden Kerteminde Kunstforening. Grimmerhus Keramikmuseum, Middelfart “Keramiske temaer 2001”. The National Show Herning 2003

Solgt til
Private samlere i ind- og udland siden 1982, Århus Amt og Kommune 1979, 85 og 87, kommunerne ved Hinnerup 1984, Viborg 1990 og 92, Vejle 1997, Ringkøbing 1997, Fællesbanken Kbh. 1984,“Århus Kunstforening af 1847” 1984, Dansk Arkitekt og Ingeniørkontor af 1945 i 1992, Kreditforeningen Danmark 1992, Den Danske Bank 1992, Fur Museum 1996. Århus Kommune 1998. Kerteminde Kunstforening 2000.

Udsmykninger / arbejder og anlæg i offentlige rum
Vitten Kirke, Hinnerup 1984 ( krukker til alter og kapel )
Gammelgårdskolen, Åbyhøj 1987 ( mur- og rumudsmykning i keramik )
Skejby Sygehus Århus 1987 ( polykrom relief i ler )
Jysk Teknologisk Inst. Århus 1988 ( bemalede og skårede søjler i finer )
Rødlundparken i Harlev 1990, Brønden ( vandkunst i keramik br. 3m h. 1,5 m )
Viborg Kommunes Kursuscenter 1991-92 ( skårede mdf-plader og 12 farvetræsnit )
Ask Højskole Malling 1997, Vandkrukken ( polykrom stentøjskrukke, vandkunst ca. 2m )
Fur Museum 1996,” Brændt Jord” ( 4 keramiske arbejder og akvarel fra udstil.
Udvalgte private og offentlige anlæg siden 2010 bl.a.:

Moesgaard Museum Land Art ”Karret” 2001 – Festivalplads v. Moesgaard Museum 2001 – nedtaget i 2007

  1. Landskabsarkitekturen på DR-Friland og Friland 2001-02 for Danmarks Radio DR-2
  2. Land Art ”Ellipsen” 2002 Friland v. Feldballe og The National Show i Herning 2003
  3. Spiralhave for Danmarks Radio i Århus 2004, Flere mindre haveanlæg for DR 2004-07
  4. Nyetablering af Ellipsehaverne på Djursland 2005-
  5. Glasmuseet Ebeltoft 2010
  6. Hospice Djursland 2011
  7. Hotel Ebeltoft Strand 2012
  8. Floraparken HELIOS i Odsherred på Sjælland siden 2014
  9. Museum Østjylland `Siamesisk Samling Ebeltoft 2015
  10. Udstrup Herregård, Ulfborg 2014-15
  11. Lindvedgaard Herregårdens haver og landskaber 2016-17
  12. Anlæg ved flere større godser og storgårde i Danmark samt flere private anlæg: landbohaver, villahaver, parcelhushaver, rækkehushaver, sommerhusgrunde etc.
  13. Nyt haveanlæg ved Normals nye domicil i Skanderborg 2019
  14. Renovering af gårdrum og have ved Søkvæsthuset, tidligere Orlogsmuseum og Johanne Louise Heibergs have Ovengaden Ovenvandet 60, Kbh. 2019

 

Ansættelser

Eget værkstedsatelier og galleri 1981-2005

Repræsentant i Billedkunstnernes Forbunds hovedbestyrelse 1985-88

Repræsentant i optagelsesudvalget i BKF 1987-89

Lærer på Århus Kunstakademi 2001- 15

Formidlingsarbejde vedr. haver og landskaber

Tilrettelægger og vært på eget TV-program “Seernes Have” på DR2 2005

Freelanceskribent på Det Danske Haveselskabs medlemsblad HAVEN.

Udgivet Havespor 2006 på Forlaget Hovedland.

Tilrettelægger og vært på DR2 TEMA “Haver i 100 år” og “Portræt af C. Th. Sørensen” 2006

Have- og landskabsarkitekt på Danmarks Radio P4-Panelet /2001-2005

Have- og Landskabsarkitekt i Formiddag med Nis DR1 /2009

Medvirkende i flere Radio og TV-programmer på DR.

TV2 2003-2017

Havemennesker på TV 2 OJ 2018-19

 

Legater og priser
Dansk Arbejdsgiverforenings Jubilæumsfond 1987
Den Danske Provinsbanks Gavefond 1987
Århus Kommunes Kunstnerstipendie 1989
Ny Carlsbergfonden 2006

LILA Landezine Landscape Award – Ellipse Garden 2020

Medlem af BKF – Billedkunstnernes Forbund